NextGen skaffer arbejdskraft og vender læringskurven
For nogle unge er vejen til det gode arbejdsliv ikke altid brolagt med bøger. For Lukas og Mads startede vejen i et kølerum. Nu er de i fuld gang med at uddanne sig – og nyder det fællesskab og ansvar, de har fået gennem NextGen hos BC Catering.
NextGen, der er et samarbejde mellem BC Catering, UngKolding og Ungecentret, er en slags smagsprøve på arbejdslivet, hvor skoleelever kan prøve på egen krop, hvad det vil sige at have et arbejde på en lager- og transportvirksomhed.
Forløbet strækker sig over seks fredage. Fredage, hvor de unge kommer i praktik på virksomheden og får smagt på, hvad det vil sige at arbejde. Efter de seks eftermiddage, kan de unge selv afgøre, om de vil søge et fritidsjob eller en læreplads på BC Catering eller slå ind på den klassiske skolevej.
NextGen handler om at vise en vej for unge, der er kørt galt på den klassiske uddannelsesvej. Og så handler det om at skaffe medarbejdere i en tid, hvor det er blevet sværere at finde den rigtige arbejdskraft.
”Når det hedder NextGen, er det selvfølgelig fordi, vi er på jagt efter næste generation af dygtige lager- og logistikfolk. I dag er det nærmest blevet sådan, at de unge SKAL på gymnasiet eller tage en boglig uddannelse. Så vi vil gerne vise, at det ikke er den eneste vej. Med NextGen kan vi fremtidssikre god arbejdskraft og være med til at give nogle unge mennesker et andet syn på, hvad de kan bruge deres fremtid på,” fortæller Henrik Friis, der er driftsleder på BC Catering og en af bagmændene i NextGen-forløbet.
Livet er andet end boglig uddannelse
Selv om forløbet skal skaffe nye medarbejdere til BC Catering, er det ikke det eneste, der er vigtigt for Henrik Friis:
”Det vigtigste er, at vi kan hjælpe med at åbne de unges øjne. Om de så vælger at blive her eller finde et andet sted, er ikke så vigtigt. Vi vil bare gerne vise, at der findes andet end kun bøger. Men selvfølgelig vil vi da gerne have, de unge bliver her. Og det er der heldigvis mange der gør, siger Henrik Friis, der ikke lægger skjul på, at han er mere end tilfreds med at være en del af BC Catering:
”Jeg er enormt glad for min arbejdsplads, det sammenhold vi har, og det vi kan i fællesskab. Den glæde vil jeg gerne dele med andre og er enormt glad, når det lykkes at smitte nogle unge mennesker.”
Det her giver mening
Efter at have prøvet livet som lagerarbejder på de seks NextGen-uger takkede både Lukas og Mads ja til et fritidsjob på BC Catering. Og da de var færdige med folkeskolen, havde de begge to lyst til at fortsætte. Derfor er de i dag i gang med at uddanne sig til lager- og logistikmedarbejdere. En rigtig uddannelse med skolegang, kurser, fuld tid og ansvar.
”Jeg føler, at det jeg laver, er vigtigt og giver mening, og at jeg her er jeg en del af et hold. Her er der nogen, der er afhængige af, at det jeg laver, er i orden. Den følelse havde jeg ikke i skolen. Her er jeg en del af arbejdspladsen og jeg føler mig hjemme her,” reflekterer Lukas.
”Ja, her kan vi snakke med alle og alle ser os som en del af firmaet og som lige så vigtige som de andre. Det er en fed følelse at gøre en forskel – og det gør jeg her. Tænk lige på - jeg er 17 år og tjener mine egne penge og er i gang med en uddannelse. Det er ret fedt,” supplerer Mads.
BC Catering deltager på Socialøkonomisk Folkemøde i Kolding 20. august. Her vil de fortælle om deres arbejde med NextGen og på den måde inspirere virksomheder i hele landet til at tænke nyt, når det handler om at finde kvalificeret og stabil arbejdskraft.
Henrik Friis, Driftsleder, BC Catering
Lukas, BC Catering
Simon, BC Catering
